Post af Deleted den Jul 8, 2014 1:01:18 GMT 1
Tilegnet: @jack
Clare nynnede muntert, mens hun trissede rundt i det lille køkken. Hun tog hovedet ud af køleskabet for et kort øjeblik. "Jaaack?" kaldte hun prøvende og lyttede med en koncentreret mine for at finde ud af, hvor han befandt sig. "Skal du have en øl?" Hun rynkede panden en anelse og begyndte at rode i køleskabet igen. Det var da også utroligt, så svært det var at finde tingene, når man tog i betragtning, at der faktisk ikke var særlig meget i Clares køleskab. Hun var ikke verdens bedste til at få handlet ind til tiden. Det typiske scenarie var, at hun stod op en dag og pludselig opdagede, at det eneste, hun havde i sit køkken, var en pakke med kiks og en liter mælk, der havde overskredet sidste anvendelsesdato.
Clare lyttede et øjeblik, men da hun ikke hørte hans svar, trak hun umærkeligt på skuldrene og tog en ekstra øl med for sikkerheds skyld. Man vidste aldrig. Køleskabslågen blev skubbet i med den ene, bare fod, før hun genoptog sin nynnen og tullede ind i stuen med en skål skrællede gulerødder i den ene hånd, en uåbnet pose chips i den anden og de to øl klemt fast under den ene arm. Det lykkedes hende rent faktisk at få det hele sat fra sig på det lave sofabord, uden at tabe noget og uden at knuse flaskerne - det var ret imponerende, skulle hun selv sige det.
"Jeg er altså ikke et morgenmenneske." sagde hun for 117'ende gang, da hun dumpede ned i sofaen med et dybt suk og tog en bid af en gulerod. Morgen var det nok heller ikke ligefrem længere, men ikke ulig Clare, så havde hun endnu ikke formået at komme ud af sit nattøj, der bestod af et par aldeles skrækkelige, ternede pyjamasbukser og en almindelig tanktop.